At leve på en løgn Tiden var knap og du havde andre og vigtigere ting for øje. Alligevel mærker du lidt efter lidt en voksende skyldfølelse indtage din krop. Alle oplever det på et eller andet tidspunkt. At have glemt eller overset en aftale, eller et arrangement. Dette kunne f.eks. være en biograftur, som du skulle bestille billetter til, men da du senere på dagen mødes med din ven eller veninde slår det dig pludseligt. Godt nok er det først i morgen at filmen går, men hvad gør du i denne situation? Siger du ærligt og redeligt at: “ Det har jeg sgu glemt” eller stikker du personen en lille hvid løgn, og fortæller at alting er i sin fineste orden? Om din eventuelle løgn bliver opdaget eller ej, er i denne sammenhæng en biting. Det væsentlige er her, om du vælger at lyve i første omgang. Dette kommer selvfølgelig an på din personlighed, selvkritik og sandhedsopfattelse samt det fællesskab du har med personen overfor dig. Løgnen har altid været, og vil nok altid være til debat. Ved at følge den sociale og samfundsmæssige udvikling, er det dog i de seneste år yderligere blevet taget op til diskussion hvorvidt den hvide løgn er dømt inde eller ude. Grundene til denne diskussion er mange. Bl.a. at man på ingen måde kan stemple det afgjort forkert eller rigtigt med disse fordrejninger af sandheden. Tager vi nu f.eks. Henrik Dahls udtalelse (om at det er helt i orden at lyve sig udenom hvorvidt man kan lide sine fødselsdags gaver eller ej) kan denne stilles i skarp kontrast til Kathrine Lilleørs påbud, om at den lille løgn er en bred ensporet vej til den store løgn. Sættes disse holdninger overfor hinanden, kan vi derved stille spørgsmålene: Er (selv den lille) løgn uholdbar i længden? Hvornår overskrides grænsen? Og mere kritisk; lever vi i virkeligheden bare på en løgn? Som udgangspunkt er alle talspersonerne i denne artikel helt enige om, at der findes en grænse for hvornår en løgn er henholdsvis sund eller usund. Men hvornår bliver det egentligt for meget? Et: “Jo, hvor er den flot”, skader måske ikke på kort sigt, men bliver det hverdagskost at lyve - om alt mellem himmel og jord - er sandsynligheden for at blive gennemskuet/afsløret også noget større. Derfra går det kun ned af bakke. Jeg kender da personligt ingen der er interesseret i at omgås en storløgner. At nå en sådan yderste konsekvens hvor man lever på en løgn, må ikke siges at være realistisk for den almindelige dødelige, med mindre det er iscenesat og foregår med fuldt overlæg. Springer vi over i den anden grøft, kan der også argumenteres for, at sandheden til tider kan blive for trist, kedelig og måske endda trættende at høre på. Holder vi de to ydrepunkter op mod hinanden, kan der argumenteres for at det bedste vil være at finde den blide mellemvej, hvor løgnen bruges som et middel mod ikke at skade andres følelser. Altså, når ens mening alligevel ikke er af afgørende betydning i sammenhængen. Man behøver derved ikke buldre frem med hvor godt man synes om vennens nye par bukser, hvis synet af dem i virkeligheden får ens øjne til at brænde. Dette kan vi kalde Dahls fremgangsmåde tilsat et pift af Kathrines “Tavshed er guld”. På denne måde vil man tilkendegive sin mening hvis man bliver spurgt, ved at give et par komplimenter, uden at skamrose. Vi har nu set på hvordan løgn kan bruges for ikke at ødelægge den sociale atmosfære - for ikke at såre venner og bekendte. Dette er sådan set forståeligt nok. Lidt mere uforståeligt er det, at mennesker som lige har mødt hinanden, gennemsnitligt lyver tre gange hver på 10 min. Dette bliver nemlig fortalt som udgangspunkt til teksten “Med løg på”, og virker til gengæld ikke helt så fornuftigt. Men hvad er grunden så til at vi lyver så meget generelt? Den umildbare logiske grund til at en person lyver, vil ved første indskydelse være, at personen har noget at skjule. Som regel skjuler man noget fordi det på en eller anden måde afspejler et forkert billede i forhold til ens selvopfattelse. Noget man ikke er stolt af, og som ville være forkert, mærkeligt, underligt eller ubehageligt i det perfekte samfund. I dag behøver vi dog ikke nødvendigvis have noget at skjule, for at hælde vand ud af ørerne. Derimod er vi gået over til at pynte på sandheden uden egentlig grund. Men igen, hvorfor? Med internettets udbredelse er det blevet muligt have et meget bredere venne/kontakt-net, som man samtidig kun omgås med i periferien. Et eksempel herpå er Facebook, hvor folk ofte har hundredevis af venner som de sjældent eller aldrig snakker med i hverdagen. Her kan det igen diskuteres om det er på grænsen til løgn eller bedrag når Facebook-kalenderen kommer med en påmindelse, hvorefter der bruges under 2 sekunder på at ønske en tidligere ven eller kammerat tillykke med fødselsdagen. For er det egentligt noget værd, når der hverken ligger en tanke eller følelse bag handlingen? På Facebook, og i større udstrækning på internettet generelt, omgiver vi os med det virtuelle samfund hvor folk - i langt højere grad end offline - har mulighed for at snige sig uden om sandheden, og udgive sig for nogen eller noget de ikke er. Ser man bort fra millionbedraget, var det i virkeligheden dette Stein Bagger - som beskrevet i tekst 6 - gjorde, blot ude i det åbne. Han magtede at opstille en facade, hvor mennesker omkring ham fuldt og fast troede på hans løgne. Med ovenforstående taget i perspektiv, er der så en risiko for, at det på nogen måde er internettet, der med sin lemfældige omgang med sandhed og løgn, har en indflydelse på hvor meget vi lyver i hverdagen? Er det muligt at det enkle alternativ, hvor man aldrig står til ansvar overfor sine udtalelser på nettet, gør at vi i højere grad og mere indgribende lyver overfor vores nærmeste? Tænk på en “hverdagsløgner”. Billedet man forstiller sig er umildbart ikke det samme som personligheden beskrevet i tekst 5; “ Lyv som en professionel”. For at være en god løgner skal man være venlig, rolig, holde livet enkelt samt være forberedt og fattet. Dette er stikord fra nogle af buddene beskrevet i den overnævnte tekst. Som før sagt, var det disse færdigheder, og flere til, som Stein Bagger udnyttede da han udførte sit nu meget omtalte bedrageri. Ud fra tekst 5 og 6 (de 10 bud om løgn samt info om Stein Bagger) kan vi konkludere at en god løgner logisk nok virker oprigtig og derudover tror på sin løgn. Det interessante fremkommer, når man fjerner alle de negative sider og derved løgnen i sig selv. Herefter står man tilbage med en personlighed, som har orden i tingene. Det er efter denne rollemodel, at mange mennesker stræber, og i deres stræben bliver trukket ud over grænsen, hvor de føler at løgn er den eneste udvej, for at leve op til deres egen målsætning. Hvis man undervejs skal forhindre, at en lille hvid løgn bliver til en stor sort løgn, kræver det mod og vilje at sige fra. En vilje som Stein Bagger ikke havde, da han første gang mærkede det voksende pres på sine skuldre . Og se bare hvor han endte... Skal jeg prøve at besvare nogle af de mange spørgsmål som er stillet under denne diskussion, er mine personlige meninger og tanker omkring dette, at en hvid løgn i ny og næ er totalt uskadelig. Her skal det dog være underforstået ,at løgnen kun har en positiv virkning på omgivelserne, som med fødselsdags-eksemplet. Ydermere ser jeg ikke, at vi i dag direkte lever på en løgn, men derimod i visse tilfælde er nødsaget til at tage strategien i brug for at undvige eventuelle konflikter. At nogle individer så yderligere misbruger færdigheden til at sminke deres sociale fremtræden, er fra mit synspunkt ikke specielt heldigt. Grænsen for hvornår en løgn bliver for meget, er dog så svær at kortlægge fordi løgnen har forskellig indflydelse på hvert individ, samtidig med at konsekvenserne af den kan være utrolig uforudsigelige. Et anden væsentligt spørgsmål er om internettet, så at sige, får os til at lyve mere. Her tror jeg svaret er JA. Det vil jeg begrunde med, at vi her føler os mere frie da det hele foregår virtuelt, og vi derved ikke behøver se offeret til løgnen i øjnene. Ved at have arbejdet med sandhederne omkring løgnen, kan jeg nu til sidst beskrive hvordan en stor sort løgn tager udgangspunkt i det at lyve for ikke at skade andres følelser. Sidenhen bliver vi en smule mere fortrolige med det at lyve. Undervejs kan vi på internettet nemt komme uden om sandheden, hvilket kan gøre os mere blinde i det daglige, så vi tænker mindre over hvad det er vi lyver om. Et godt afsæt for den sorte løgn er nu lagt. Endeligt mangler vi det moderne livs jag, kombineret med vores egne målsætninger - både personligt, fritids og arbejdsmæssigt - samt vennernes forventninger, der ikke kan blive opfyldt hurtigt nok, for at nå det farlige skråplan, hvor de fleste bryder sammen. Denne viden er sådan set meget nyttig, hvis man gerne vil holde sig på måtten, og nøjes med at følge den blide mellemvej, hvilken jeg personligt synes virker helt ligetil at hægte sig på.